30 / 399
de sidste Næ tter havde hjulpet hende med at
vaage over den Syge, trøstede hende saa godt,
hun kunde med, at den Afdøde var sovet hen
uden al Smerte. Hun havde for en halv Times
Tid siden klaget over Tørst og faaet lidt H av re
suppe. Derefter havde hun lukket Øjnene og
gjort Tegn til, at hun vilde være i Ro. Siden
havde man kun hørt et Suk, og det var det
sidste.
Saaledes lød Fortællingen. For de andre
kunde den være meget beroligende, men for
mig var den det forfærdeligste Rædselsbud-
skab, som jeg nogensinde har modtaget. Jeg-
havde, som sagt, ikke haft nogen Anelse om,
at Bedstemoders Sygdom var dødelig eller blot
farlig, og naturligvis havde jeg endnu mindre
den sikkre Dømmekraft til at skelne mellem
e f te r a t og f o r d i, hvis Mangel har gjort saa
mange Ulykker i Lægekunsten.
At Bedste
moder var død straks e f te r at hun havde
drukket Havresuppen, var for mig det selv
samme, som at hun var død a f at have drukket
den, og da jeg vidste, at Havresuppe ikke var
giftig, fik jeg en overvældende Mistanke
0111
,
at det maatte være et Stænk af
bristende
Sæbeboble, der havde forgifvet den.