32 / 399
24
Den næste Dag dæmpede ikke Fortvivlelsen.
Jeg turde hverken spørge mine Foræ ldre eller
nogen af Husets Folk- om, hvor vidt Sæbevand
var giftigt eller ikke, ti det kunde jo lede
Mistanken paa mig. Det var med Nod og
neppe, at jeg om Efterm iddagen vovede at
spørge en Vaskerkone, der stod nede i Kæ l
deren og gned paa en Balje fuld af dampende
Tøj: „E r Sæbevand giftigt?“
Konen, der vel sagtens har anset det for
Pligt at betage mig enhver Lyst til Nydelsen
af den omspurgte Vædske, svarede først meget
alvorligt: „Ja føj — naar Børn drikker d e t,
saa dø r de“ — men da hun saa’ den forfærdede
Mine, hvormed jeg udbrød; „Gør de v irk elig ?“ —
har hun formodenlig faaet Lyst til at gøre
Løjer med mig, ti jeg husker endnu tydeligt
Grinet i hendes mørkerøde Ansigt, i det hun
viste mig sine skoldede Hænder og spurgte:
„om jeg trode, at Tarmene kunde taale den
Suppe, som de havde været i ? “
Nu var jeg paa det Rene med mig selv
om, at jeg var den Skyldige, og den anden
Nat blev om muligt værre end den første, især
da jeg om Aftenen havde set mit formentlige
Offer i sin Ligpynt. Min Graad og Jammer