34 / 399
26
Udsagn var paalideligt, eller — hvad der jo
ogsaa kan være muligt — begge Grunde har
virket i Forening, vist er det, at jeg fik lavet
mig en Kop Sæbevand, sugede en Mundfuld
op gennem Kridtpiben og sank den.
Dersom jeg nu vilde fortælle, at jeg efter
denne Bedrift med sokratisk Ro havde lagt mig
hen paa Sofaen og afventet Følgerne — ja saa
var jo enhver troende Læser og Læserinde nødt
til at forbavses over min tidlige Karakterstyrke,
men som sandfærdig Fortæ ller maa jeg gøre
Afkald paa denne Forbavselse. Næppe havde
jeg sunket Sæbevandet, før min barnlige Frygt
for Døden og min barnagtige Skræk for Gift
gjorde sig gældende og forjog ethvert Spor af
Heroisme. Jeg indbildte mig straks at kunne
føle Dødens Komme og gav mig til at skraale
om Hjælp.
Man styrtede ind og spurgte, hvad der var
paa Færde. „Gift, Gift, Gift! Jeg har drukket
Sæbevand!“ — raabte jeg.
„Inte andet end det!“ — lo Stine,
„Sæbevand er just sundt. Det renser T arm ene.“
„Ja, jeg har saamænd mangen en god Gang
maattet drikke en hel Spølskaal fuld, naar jeg