20 / 399
12
hvor dumt en gammel Mand kan bære sig a d “
— og hvad der var det mindst Kloge: han lod
uden Skrupler det „mærkværdige B a rn “ høre
paa Fortællingen.
Lykkeligvis blev Erindringen om denne
„mærkværdige“ Forudsigelse snart fortrængt af
en hel Del fejl slagne Profetier. Jeg lærte i
største Hast Tallene helt op til det berømte
Nummer 90, men det lod til, at Lærdommen,
som saa tit hænder, totalt forjog Inspirationen.
Selvfølgelig kunde jeg til den følgende T ræ k
ning diktere Bedstefader fem nye, meget rim e
ligere Nummere, der uden Raisonneren blev
besatte ikke blot af ham men af Pigerne og
Karlen, og jeg ved ikke hvem — men det ved
jeg: de kom aldrig ud, og d e t, syntes jeg, var
meget flovt.
Jeg tør ikke paastaa, at det var en Følge
deraf, men jeg har siden den Tid staaet paa
en spændt Fod med Tallene. Samtidig med,
at jeg i andre Retninger har haft et m isundelses
værdigt Nemme og en meget paalidelig H u
kommelse, har jeg aldrig kunnet lære Aarstal
eller beholde den store Tabel i Hovedet. Jeg
har sjælden adderet en Talrække uden at faa