356 / 399
348
Alt det, som Aar
For Aar bestaar,
Det haster ikke, det kan vente!“
var en af de Romancer, som jeg oftest sang
paa den Tid, og skønt den var efemerisk som
jeg selv, gjorde den megen Lykke hos de unge,
musikalske Damer — de unge Damer, som
nu — hvis nogen af dem endnu lever — har
naat de Syv Gange Ti! Jeg var i denne
Periode saa letforelsket som nogen Trubadur,
men om jeg end ikke altid har kunnet skjule
denne Upasselighed, der, som Italienerne siger,
er lige saa svæ r at dølge som Hoste, saa har
jeg dog bjerget den Bevidsthed, at jeg aldrig
lod den komme til Ord, som jeg maatte lade
i Stikken.
Det er næppe nogen Overdrivelse, naar
jeg tror, at dette idelig afvekslende Rejseliv,
der førte mig sammen med saa mange yderst
forskellige Mennesker, gav mig Lejlighed til at
se og lære meget Andet og meget mere i de
faa Aar, end en hel Levealder under stationære
Forhold vilde have formaaet.
Den ene Uge tilbragte jeg f. Eks. hos en
adelig Fam ilie, hos hvem en traditionel No
blesse gjorde sig gældende i alle Retninger, den