362 / 399
354
med sig, og heldigvis tillod Indholdet af min
Portemonnæ mig endnu til E rstatning for „den
udsøgte Middag“ at tilfredsstille den med en
Bof og en Po rter; men jeg vil indrømme, at
dette respektable Maaltid kunde have smagt
mig bedre end det gjorde. Kødet syntes mig
sejgt og Drikken sur. Maaske var det dog
mest Stemningen, der manglede mig.
I Stedet for at angre min Letsindighed
og ærgre mig over hans Lum penhed, be
stræbte jeg mig alligevel snart for at se Sagen
fra dens lyse Side — om den havde en saadan —
og det blev mig derved k lart: at Tabet af mine
Sparepenge var en Ubetydelighed mod de Gen
vordigheder, jeg vilde have været udsat for,
hvis jeg havde ladet mig lokke til at rejse til
en anden Verdensdel og betro min Frem tid til
en saa upaalidelig Ven. D e t var jo altid en
Trøst. Efter mit Bekendtskab med Manden
var jeg jo ogsaa overbevist om, at det ikke
var noget planlagt Bedrageri, der var øvet
mod mig, men at kun Skibets uventede Af
gang i Forening med hans Uefterrettelighed
og Forsømmelighed havde Skylden for det
Skete. Havde jeg, som han opfordrede mig
til, fulgt ham tilbage til Hotellet, vilde han