367 / 399
359
Svaghed: Jo mere jeg vandt, jo mindre Lyst
fik jeg til at tabe.
Da købte en rig Brugs -
patron Taljen. Han begyndte med at opfordre
de Spillende til at gøre lidt flottere Indsatser,
for at ban ikke skulde behøve at forlange dem
fordoblede, hvortil han efter Stedets Spilleregler
var berettiget.
Jeg rettede mig straks efter
Opfordringen og lagde tre Trekronesedler paa
mine ubesete Kort. „Dubbelt på de n io !“ —
sagde Taljøren, „Naa ja ! “ svarede jeg nok
saa kæphøj: „Dobbelt en Gang til!“ — „Dub
belt på de trettisex !“ vedblev Hr. Patronen —
naturligvis for at lære mig Beskedenhed. Og
det lykkedes for saa vidt, som jeg ikke havde
et Ord mere at sige. Hvis jeg havde sagt
„Dobbelt!“ en Gang til, vilde ban have været i
Stand til at fordre den fordoblede Sum for
doblet, og saa vilde jeg have kunnet tabe det
tredobbelte Beløb deraf. Det vilde sige 864 K ro
ner ved en eneste Kortvending. Den Tanke
gjorde mig næsten svimmel. Jeg skyndte mig
at fordoble min Indsats og sagde ganske spag
færdig: „Dette er min sidste Indsats, hvad
enten jeg vinder eller tab e r!“ — allerede tem
melig hed om Ørene ved at vide, at der stod
indtil 3 Gange 72 Kroner paa Spil. Jeg vendte