371 / 399
363
Nej bevares! H an kom paa Embeds Vegne,
og maatte, hvis jeg ikke havde Tilladelsen, af-
fordre mig mit Pas.
Ingen havde siden min Ankomst til S verrig
spurgt mig om Pas, og jeg havde heller ikke
anskaffet mig et saadant Dokument. Jeg be
gyndte nu at forstaa, at der maatte ligge en
eller anden Chikane skjult bag denne Fordring
og mente, det var bedst at vinde Tid til at
raadføre mig med en Jurist. „Man plejer ikke
at udføre den Slags Forretninger om A ftenen“
— sagde jeg derfor — „E r det ikke tidsnok,
naar jeg bringer mine Papirer i Orden i Morgen
tidlig?“
„Jo—o—o! Det kunde det vel væ re“ —
indrømmede han.
Jeg skyndte mig nu hen til en god Ven,
der var V ice-Haradshofding, fortalte ham det
Passerede og had om Forklaring derover. Den
fik jeg straks for saa vidt, som han fortalte
mig, at der gaves en gammel Forordning, i
Følge hvilken en saadan Tilladelse skulde er
hverves, men at den i Praxis aldrig gjordes
gældende, da den betragtedes som forældet,
skønt den ikke paa lovlig Maade var sat ud af