369 / 399
Endnu en Velgører,
Jeg havde om Sommeren gennemkrydset
det skønne Verm land og alle Vegne levet i
Glæde og Herlighed, og da E fteraaret kom,
havde jeg som sædvanlig slaaet mig ned i en
af Byerne. Ogsaa her befandt jeg mig udmærket.
Vermlændingerne er jo baade i By og paa Land
det elskværdigste, livligste og velvilligste Folke
slag, man kan tænke sig. N aar man har kaldt
Svenskerne „Nordens F ran skmæ nd“, saa passer
denne Benævnelse for det lette, muntre Sinds
Vedkommende særlig Beboerne af dette na tu r
skønne, men ikke synderlig frugtbare Landskab.
Dog tror jeg, at en Fremmed meget sjælden i
F rankrig vil finde den Hjærtelighed, hvormed
ban her bliver modtaget overalt. I Munterhed
og Skæmt giver Verm lændingerne derimod næppe
Franskmændene meget efter. Hvis Nogen skulde