374 / 399
366
Jeg svarede, at der med mit Vidende aldrig
havde været noget imellem os, men at rigtignok
en Ven havde gæ ttet paa, at det maatte være
ham, der havde sendt mig F iskalen paa Halsen.
„Ham og ingen Anden er det, derpaa kan
De stole. Der er i hele Byen Ingen, der har
saaledes Rede paa alle Kroglove, som den
gamle „K rångelm akare“, og han forstaar bedre
end nogen Anden at faa F iskalen til at løbe
Æ rinder for h am “ — forsikrede Landshøvdingen,
der lod til at kende ham ret nøje. „Det skulde
vel ikke være for en eller anden lille Dames
Skyld, at han vil have Dem jaget ud af L andet?“
— gættede han spøgende, i det han som Jurist
og Menneskekender mindedes den gamle Kvæ-
stion:
Ou est la fem m e ?
„Min Ven var rigtignok af den Mening,
men jeg . . .“
„Deres Ven har nok haft R e t“ — afbrød
han mig. „Men hvorledes kan jeg hjælpe Dem ?“
„Ved at give mig et Pas til N o rge,“ svarede
jeg. „Vermland ligger jo ved Grænsen, og jeg
kunde nemmest gøre en lille T u r derind.“
„Det skal De faa! Og hvis De saa har
Lyst til at ærgre Hr. N. N., behøver De kun
fra den nærmeste Øvrighed derinde at lade Dem