380 / 399
372
var naturligvis hverken den eneste eller den
største Ubehjælpsomhed i dette Begynderarbejde,
der havde hele sin S tyrke i en munter Dialog
og lette Kupletter.
Da jeg havde indleveret det til Teater-
bestyrelsen og Dagen efter traf et af Medlem
merne, overraskede han mig med den glædelige
Efterretning, at S tykket var enstemmig antaget
uden nogen som helst Fordring paa Rettelser
eller Udstrygninger. Han roste endogsaa den
versificerede Del og trode baade i den og K u
pletterne at se et Tegn paa, at S tykket ikke
var mit første Forsøg.
Jeg maatte indrømme, at dette heller ikke
var Tilfældet. En Gang for over et A ar siden
havde jeg i Sverig til en Selskabsforestilling
skrevet en Vaudeville, og af den havde jeg
sendt en Oversættelse til K ristiania Teater, men
aldrig hørt noget om dens Skæbne og deraf
sluttet, at den maatte være forkastet, hvad der
ikke kunde forundre mig.
„Hvad hed det S ty kk e ? “ — spurgte han.
„Ægtemandens Repræ sentant “— svarede jeg.
„Ægtemandens R ep ræ sen tan t“ ? gentog han
et P ar Gange, som om han genkaldte en halvt
udslettet Erindring. „Men det synes jeg blev