ErikBøghFraMineUngeDage

378

kunde iælde Dom over de o p fø r te Stykker og

ikke over de antagne, der endnu ikke var

komne paa Scenen, og følgelig maatte de to

haanende Benævnelser gælde en af Forfatterne

til det allerede kendte Repertoire fra de sidste

Saisoner, og da dette næsten udelukkende be

stod af Oversættelser fra udenlandske Digtere

med respekterede Navne, kunde det ikke være

til nogen af disse, der var sigtet. Det maatte

være norske, originale Forfattere, til hvem Haans-

ordene var adresserede, og af saadanne var der

kun to som havde faaet Stykker opførte: en

ældre, højtagtet Præst i Hovedstaden, der havde

skrevet en Tragedie, og Forfatteren til „Sa

lonen“. Det kunde altsaa kun være det sidste

Stykke, der var betegnet som det „umodneste

Produkt“, og dets Avtor, der var tituleret Skole

dreng og „omrejsende Aventurier“ — og at det

var uberettiget maatte Enhver erkende, da han

havde taget tilstrækkelig mange Examina —

han var nemlig flere Gange faldet igennem ved

den praktiske Prøve i Jura og næppe havde

fristet andre Rejseæventyr end et Par mislyk

kede, politiske Emissioner. Vel kunde Ingen

nægte, at „Salonen“ havde sine store Svag

heder, men da „Morgenbladet“s Anmelder i sin