389 / 399
381
af en Ven, hvem jeg tidligere havde lært at
kende som Redaktør af en Provinsavis — den
senere som Forfatter bekendte H a n s S ch u lz e .
„Du her?“ udbrød jeg overrasket.
„Som Du ser!“ — svarede han. — „Jeg
har endogsaa opgivet mit Blad og agter at gøre
min Lykke her i Hovedstaden. Foreløbig har
jeg ladet mig engagere ved Pressen.“
„Ved „Rigstidenden“ formodenlig?“ —
„Tvertimod, Kammerat!
Ved „Morgen
bladet“. Hvad siger Du til det?“
„Jeg har den Ære at forbavses. Er Du,
som var saa fastgroet til Intelligensen, gaaet
over til Bondepartiet? Du aspirerer altsaa ikke
mere til en Ministertaburet?“
„Nej“ — svarede han spøgende. „Det er
saa sjælden, at Højre har nogen at bortgive,
og saa skal man forstaa sig paa saa Pokkers
mange Ting, som jeg ikke kender, for at holde
sig paa en Plads i Statsraadet. Venstre bort
giver derimod Statsrevisorposterne, og dem hører
der ikke noget Hekseri til at besørge. Kan Du
saa forstaa det?“
„Aa jo — og Du skal have Tak for Under
retningen! Den giver mig et nyt Vers til min
Gratulationsvise!“ — sagde jeg og skrev: