391 / 399
383
de „uheldige Allusioner“, der har skurret i hans
Personales Øren, fik jeg et Bevis for i en Ar
tikel, der under Titel „Groft Plagiat“ beskyldte
mig for at have „stjaalet“ Ordene „Mærk vel:“
og „I forstaar mig v e l? “, der gik gennem alle
Versene, fra en nævnt Forfatter. En saadan
Beskyldning kunde jeg kun betragte som latter
lig, og fandt det blot nødvendigt at oplyse, at
den nævnte Forfatter lige som jeg og alle de,
der før ham havde skrevet Viser til den valgte
Melodi, havde benyttet den oprindelige svenske
Folkevises Omkvæd, der saaledes var blevet
saa godt som uadskilleligt fra Melodien, men
denne Oplysning førte kun til, at der kom et
nyt Overfald, hvori der under Overskriften:
„Literært Tyveri tilstaaet“ refereredes, at jeg
„uden videre var gaaet til Bekendelse“.
Stykket, der efter den oprindelige Bestem
melse kun skulde have været opført tre Gange
i de første Dage af Aaret, vedblev imidlertid
at gaa for fuldt Hus den ene Aften efter den
anden. At det stadig blev modtaget med bragende
Bifald, skal jeg være den Sidste, der noterer som
et Tegn paa dets dramatiske Fortrin — ti Ingen
kan bedre end jeg se, at det havde nok at ef
Begynderarbejdes Svagheder. Den afgørende