395 / 399
387
Munterhed en lille Solo til Bedste — meget
forundret over, at han ikke fik Assistance.
En anden, bedre instrueret Landproprietær,
som jeg kendte personlig og stod paa en ret
venskabelig Fod med, kom til at sidde ved
Siden af mig i første Parket. „Møder De og-
saa til Pibning?“ — spurgte jeg spøgende. „Ja
vel,“ svarede han i samme Tone. „Jeg har set
Stykket to Gange og klappet ad det, men i
Aften skal vi pibe ad Studenterne og de andre
uforskammede Klappere.“ Og det var ikke Spøg,
men Alvor. Saa snart Publikum gav sig til at
klappe ad en af de Scener, hvorom Striden
drejede sig, tog ban to Piber frem og gav sig
til at blæse i dem begge paa en Gang. Jeg
kunde ikke andet end le ad denne Stemme
fordobling og spurgte ham gemytligt: „Er det
nu rigtig korrekt, at De blæser for To, naar
De kun bar betalt een Tilskuerplads?“ — „Nej,
De bar Ret, snilde De“ — svarede ban forpustet
og rakte mig den ene Fløjte. „Nu kan De blæse
i den!“ —
Efter Tæppets Fald brød dog først Tumul
ten ud i bele sin Styrke. De tredive Pibere
opførte paa Vægterpiber, Gadedørsnøgler, Natter
gale, Klarinetmundstykker og „Stuthorn“ en
25*