ErikBøghFraMineUngeDage

379

Tid havde tildelt dets Forfatter Rang og Vær

dighed som en „norsk J. L. H e ib e r g “ , saa

skulde dette Blad være det sidste, der nu lod

ham staa Skoleret. Motivet til, at det nu efter

et Aars Forløb uden paaviselig Anledning over

faldt den stakkels Digter, kunde næppe være

andet end Misundelse. Rimeligvis havde det

faaet udspioneret, at han havde et nyt Stykke

paa Stabelen, og derfor søgt paa Forhaand at

stemme Publikum imod det — hvilket jo slet

ikke var kammeratligt.

Denne ironiske Artikel — mit første pole

miske Indlæg — blev forstaaet overalt og gjorde

ved sin moderate Form saamegen Opsigt, at

det nærmest var den, der skaffede mig An

sættelse som Medarbejder ved „Kristianiaposten“.

Midt i December kom „Ægtemandens Re

præsentant“ til Opførelse. Vaudevillen blev mod

taget med ublandet Bifald. Anmeldelsen i „Mor

genbladet“, der var undertegnet „C“, karakteri

serede Stykket som „en ganske udramatisk Ind

fatning af nogle Sangnumre uden Indhold, Figurer

og Karakterer — alle de handlende Personer var

overflødige, de havde intet Andet at gøre end at

synge, men Sangene var intetsigende og pointe

løse — Planen var ubehjælpsom og umotiveret,