382 / 399
374
Men de ophøjede Teatermuser — eller de
chikanøse Teaternisser, hvem det nu er! —
sørger i Almindelighed for, at deres Dyrkere
ikke skal faa mere ublandet Glæde, end de kan
taale, og de har derfor gerne en Dunk Malurt
i Baghaanden til at bøde paa Sødmen i den
berusende Mjød.
Det havde de ogsaa denne Gang.
Hele Personalet ved Kristiania Teater be
stod paa den Tid udelukkende af Danske, og
da de hørte, at en ung, tilrejsende Landsmand
havde faaet to splinternye Stykker antagne til
Opførelse, var det temmelig naturligt, at de
viste ham en vis Interesse — selv
0111
det kun
var Nysgerrighedens. Jeg gjorde derfor hurtigt
Bekendtskab med Skuespillerne, der alle var
særdeles venlige mod mig.
Det hændte saaledes, at Teatrets elskvær
dige Ingenue og hendes Mand — en af dets
første Komikere — der begge skulde spille i
mine nye Stykker, bad mig hjem til dem en
Aften og overtalte mig til at oplæse „Ægte
mandens Repræsentant“, hvis Slutning jeg samme
Dag havde faaet færdig, men endnu ikke af
leveret. Herpaa gik jeg dog kun ind under