555 / 652
Pesten 1711—12.
547
mener, at den kom med Skibe fra Riga og Danzig, men
de fleste af Samtidens Historikere holder paa, at vi fik
Gæsten ovre fra Skaane. Imod Dr. Mansas Opfattelse
tyder den af ham selv optegnede Omstændighed, at Pe
stens første Offer i selve Helsingør var en Silkevæver, der
var flygtet til Landet fra Stockholm.
Det hedder i den helsingørske Sundhedskommissions
Indberetning af 28. November 1710, at
6
Personer døde
under mistænkelige Omstændigheder ude paa »Lappen«,
en lille Fiskerforstad nord for Byen. Man blev nu urolig,
Undersøgelser kom i Gang, og en Karantæne blev iværk
sat, men Pesten var kommet vel i Land. De fra det ulyk
kelige Felttog i Skaane hjemvendte Soldater var beheftede
med Lasaretfebre og andre smitsomme Sygdomme; hos
adskillige viste sig nu de for den orientalske Byldepest
karakteristiske Buboner i Lyske og Armhuler. Men ikke
des mindre erklærede sidst i Januar 1711 Nordmanden
Dr. Jens Bing, der var sendt fra København i den Anled
ning, at der ingen Pest var i Byen, kun en »ondartet
Galdefeber«. Over 800 Mennesker havde den allerede
dengang bortrevet.
Selv om Dr. Bing havde haft Ret, burde man dog
have betænkt, at en saa smittefarlig Sygdom fordrer lige
saa kraftige Modforanstaltninger som Pesten selv. Men
den udsendte Læges fejlagtige Beretning havde til Følge,
at den paatænkte Afspærring af Helsingør ikke blev be
ordret, før det var for sent til at redde Hovedstaden.
Først en kgl. Anordning af 25. Maj lod Helsingør og Om
egn indeslutte med en Militærkordon, der havde Ordre
til at nedskyde enhver, der søgte at komme igennem.
F ra Søsiden indespærredes Byen af Vagtskibet »Ørnen«,
Snauen »Gravenstein« og »Christianus Quintus«s Bar
kasse x).
*) Om Pesten i Helsingør se foruden Mansas Bog van Deurs’ Sam
linger i kgl. Bibi., delvis benyttede af Troels-Lund.
35*