142 / 795
1 3 0
Otto Mackeprang
sandelig gå ind i hans stil og ikke soin her handle di
rekte imod den“.
Noget tyder på, at byretspræsidenten ikke var slet så
begejstret for ideen som Leo Swane. Efter at have tygget
på sagen i nogle dage sendte han den videre til Ju stits
m inisteriet. Selv ønskede han ikke at træffe afgørelsen.
I følgeskrivelsen anføres bl. a., at han mener at måtte
„henlede m inisteriets opmærksomhed på, at kunstneri
ske hensyn alene ikke kan være afgørende for fjernelsen
af Absalon-istatuen, da denne i den alm indelige bevidst
hed efter i over 60 år at have stået i Domhusets forhal
er blevet en del af bygningen og dens tilstedeværelse dér
i det tidligere Råd- og Domhus ikke trænger til nogen
h istorisk begrundelse“.
Fra Justitsm in isteriet gik sagen til Undervisningsm ini
steriet, der returnerede den under vedlæggelse af en fra
Kunstmuseets direktør indhentet ny udtalelse. Heri ved
står direktøren fuldt ud det af ham tidligere fremførte.
Åbenbart med relation til byretspræsidentens indlæg be
mærker han endvidere, at der, for så vidt den kunstne
riske side af sagen anses for afgørende, ikke for ham er
nogen tvivl om, at „statuens dimensioner og placering
skader rummet, og der vil vistnok være enighed om, at
Domhuset er et så betydeligt værk af C. F. Hansen, at
hensynet til, at dets arkitektoniske skønhed kan træde
frem uberørt, må være afgørende“. Han tilføjer, at når
det „foreslås, at „Absalon“ sku lle deponeres på Kunst
museet, så ville der fra Kunstmuseets side ikke være
noget i vejen for, at en sådan deponering kunne finde
sted, dog således at statuen naturligvis ikke kan udstilles
i museet, men kun opbevares i magasin“.
Derefter hørtes Københavns Magistrat. Det blev Ma
gistratens 1. Afdeling, som fik sagen til behandling. En
erklæring fra Københavns Bymuseum indhentedes. Le
deren af museet på den tid, museumsinspektør, magister