146 / 795
1 3 4
Otto Mackeprang
målet, tilsyneladende opfattede sagen som et rent muse
umsanliggende.
Kunsthistorikeren Francis Beckett har i Illustreret
Tidende for den 11. maj 1913 udtalt nogle varmt følte
mindeord over Vilhelm Bissen, der måneden forinden,
den 20., var afgået ved døden. Han siger bl. a., at i en
reklamesyg tid var ordet reklame ganske ukendt for
B issen. Skulpturen er jo heller ikke skabt for nuet, men
bestemt til at trodse evigheden. Men kunstneren var dog
mere end rimeligt ligegyldig for sine værkers skæbne,
efter at de havde forladt hans værksted. Flere eksempler
herpå nævnes af Francis Beckett, som ender vedkom
mende afsn it med disse ord: „Og han har vist aldrig
mælet noget om, at Københavns Kommune passende
kunne støbe den gipsinodel af Absalon, som han har
skænket kommunen for over en menneskealder siden“.34
Alligevel er det et stort spørgsmål, om det ikke ville
have gjort B issen ondt at erfare, hvad der blev gipsfigu
rens endelige skæbne. Påstanden om, at C. F. Hansen
satte meget lidt pris på skulpturel udsmykning, stemmer
formentlig ikke helt overens med virkeligheden.35 Men
lad dette være. Nu er figuren fjernet fra Domhusets for
hal, og rummet fremtræder, som det er skabt af C. F.
Hansen, oh, så fornemt — men stift og let kedeligt. Nej,
Absalon sku lle have haft lov til at blive stående. Og det
ikke bare af historiske grunde. Det er en læg mands op
fattelse, men den deles af overordentlig mange.
Mærkeligt nok omtaler ikke en eneste af talsmændene
for statuens fjernelse, at en lignende Absalomfigur er
blevet stillet op andetsteds i København. Det havde da
ellers været et godt argument at føre i marken, når man
ville den på Domhuset til livs. Den anden figur er endnu
en gipsbisp af V ilhelm B issen, og den står i den indre
forhal i Christiansborgs folketingsfløj, i selskab med