647 / 795
Formuesforhold ved midten af 19. årh.
635
eksistens, om han blev uarbejdsdygtig, f. eks. på grund
af alder. Regner man med, at en faglært arbejder i Kø
benhavn omkring 1860 havde en årsindtægt på ca.
325 rdl.,105 en indtægt som man formentlig må have kun
net forsørge en familie med under tarvelige forhold, vil
det sige, at en borger, som ønskede at sikre sig og sin
familie en levestandard, der i hvert fald ikke lå her
under, i tilfælde af uarbejdsdygtighed, måtte lægge lidt
over 8.000 rdl. hen i 4 %’s papirer, og ønskede han at
sikre sig en reserve, der ikke alene garanterede det nød
tørftigste, men også sigtede mod at muliggøre en mere
standsmæssig levefod, selv om erhvervsindtægterne
skulle svigte, da var han nødt til at henlægge papirer
med en betydelig større renteafkastning.
For det andet var de krav, den enkeltes erhverv stil
lede til udnyttelsen af hans formuekapacitet, en afgø
rende faktor. Den aktive handlende ville næppe kunne
overkomme andet med sin formue end at holde et til
pas stort varelager, yde nødvendig kredit osv. Hos ham
trængte grænserne for den fuldt aktiviserede kapital
ofte helt ind på livet af nødskillingen. Når man ved gen
nemgangen af de mange fallitboer fra 1857-krisen (i det
behandlede materiale ca. 40) ser boernes 2—3 national
bankaktier eller husejerkreditkasseobligationer forsvin
de i det store sug af utilfredsstillede vekselforpligtelser,
ja, da mere end aner man den store familiesorg.
Men for den borger, der ikke havde aktiviseret en alt
for væsentlig del af sin kapital i sin virksomhed, og som
havde sikret sine reserver, bød datidens investeringsfor
hold på en række fristelser og besværligheder. Til fri
stelserne hørte bl. a. aktierne i industrien o. a., og i be
gyndelsen af 1840’erne ser vi københavnerne i stort tal
kaste sig ud i denne fristelse — og brænde fingrene. An
dre fristende tilbud viste sig mere givtige. Det gjaldt
nyheder som kreditforeningsobligationer, jernbaneak