HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række

636

Sigurd Jensen

tier, bankaktier o. m. a. Til besværlighederne hørte utvivl

somt ofte de private lån. Kilderne dækker nådigt over

den sum af intriger, fornærmelser, ængstelse, ydmy

gelse og ubehageligheder af mange slags, som den pri

vate långivning må have medført for såvel låntagerne

som — utvivlsomt også — for långiverne. Men disse be

sværligheder var nødvendige, også fra et samfundsmæs

sigt synspunkt. Man bygger ikke erhverv op, og man

holder ikke et samfundsmaskineri i gang ved udeluk

kende at investere i guldrandede papirer. Erhvervslivet

havde brug for de private lån, hvadenten disse blev ydet

i form af forskrivninger mod sikkerhed eller ved diskon

tering af veksler. Men det må have været en alvorlig

hemsko, at de private lån ydedes indenfor snævrere

kredse, hvor mange andre hensyn end hensynet til pro

duktiviteten må have gjort sig gældende.

Det, der er kommet frem under denne undersøgelse,

og som i særlig grad understøtter tanken om, at perioden

i nogen grad var passiv, initiativløs, er konstateringen

af de betydelige kapitalmængder, der holdtes i reserve

i form af solide, lavtforrentede papirer og således på en

måde må siges at have ligget mere eller mindre „døde“,

samt konstateringen af, hvordan man investerede, når

såvel forretningens som reservernes behov var dækket.

Her kommer de store mængder udenlandske værdipapi

rer ind i billedet som noget temmelig betænkeligt. Det er

foruroligende, at et lille land, fattigt på råstoffer, fat

tigt på industri, uden nævneværdige muligheder for

fragtindtægter og med en beskeden transithandel, men

med en voksende befolkning, over en periode på 30 år

tilsyneladende i jævnt tempo øger sin ejendom af uden

landske værdipapirer. Man forstår godt, at en og anden

nationaløkonom kunne føle sig utryg ved udviklingen.

For hvor var det-danske initiativ henne, som skulle have

udnyttet disse værdier? Var der da ingen hjemlige inve