646 / 795
634
Sigurd Jensen
opsparing. Gruppen fabrikanter omfatter også skibsbyg
gere, der tillige var redere, samt brændevinsbrændere,
der formentlig har haft et udsalg. Den største formue
i materialet er Ryans, den næststørste grev A. W. Molt-
kes (697.988 rdl. foruden fideikommisset).1<M
Selv om de fremdragne eksempler og det materiale,
der er gennemgået, uden at der har været anledning til
at anvende det som eksempel, er af for begrænset et
omfang til, at der på grundlag deraf kan fældes ende
lige domme vedrørende det københavnske borgerskabs
formuesforhold, kan man alligevel skimte et mønster.
Der har for det første været en almindelig tendens til
at skabe en „hård kærne“ i formuerne. Det har bl. a. sin
forklaring i datidens sociale forhold, først og fremmest
tidens mangel på social forsorg. Man måtte selv sørge
for sin alderdom, man måtte selv drage omsorg for, at
der var en reserve til stede, om sygdom eller andre ulyk
ker skulle indtræffe. Men en anden del af forklaringen
ligger i borgerskabets almindelige ambition, at holde sig
indenfor standens rammer, at bevare standspræget, og
hertil hørte, at man honorerede visse krav til klæder,
bolig, eventuelt selskabelighed, børnenes skolegang i en
betalingsskole etc.; sønner skulle sættes i vej, døtre
skulle have en passende medgift osv. Man måtte derfor
have en passende reserve at trække på. Og endelig skulle
man i al fald selv i jorden med manér. Der tales om at
have „en nødskilling“, „en æreskilling“ og „en tæreskil
ling“. Dertil krævedes en fond af gode, let realisable
papirer e. lign., og skulle man kunne sove trygt om nat
ten, skulle det være af de papirer, der var indarbejdet
i den almindelige bevidsthed som helt og fuldt sikre,
altså f. eks. statsobligationer, nationalbankaktier o. lign.
Grænsen for, hvor lille denne fond kunne være, bestem
tes naturligvis af individuelle problemer, men den burde
i hvert fald være så stor, at den kunne sikre ejerens