642 / 795
630
Sigurd Jensen
Lange har, som det ses, kalkuleret forsigtigt, og det
er da også kun de vanskelige år 1857—58, der har snydt
ham.
Takket være bestemmelsen i stempelloven af 25. marts
1872 om, at fremmede værdipapirer kunne blive stemplet
gratis, hvis de blev indsendt til stempling inden en vis
frist, er det muligt at få et nogenlunde korrekt tal for,
hvad der på den tid fandtes af udenlandske papirer her
i landet. Det viser sig da, at private lå inde med for ca.
53V4
mill. rdl. og staten med for ca. 17^ mill. rdl., hvor
til bl. a. kom statens tilgodehavender i udlandet, hid-
rørende fra Hertugdømmernes afståelse og afløsningen
af øresundstolden. Alt i alt formodes Danmark da at have
haft et bruttotilgodehavende i udlandet på 93tø mill.
rdl. og et nettotilgodehavende på ca. 75 mill. rdl.100 De
anførte eksempler fra skifter viser, at det ikke alene var
de store kapitalejere, der interesserede sig for den slags
aktiver, men at disse også i mange tilfælde spillede en
ikke uvæsentlig rolle for de mellemstore og mindre kapi
talister ved deres formueplaceringer.
Selv om mulighederne for institutionskredit blev sta
dig større gennem 50’erne og 60’erne, gik långivningen
fra mand til mand tilsyneladende ikke tilbage i omfang,
snarere tværtimod. Den voksende velstand gav sig også
udslag i en stor långivning til private mod hypotek eller
anden god sikkerhed.
Bankdirektør H. P. Hansen, der døde 1861 og efterlod
sig en nettoformue på ca. 39.000 rdl., havde udlånt ca.
4.600 rdl. til private. Men det var ingenting i sammen
ligning med fhv. urtekræmmer Ole Wad (d. 1861). Han
havde udlånt i alt ca. 17.000 rdl. til en lang række pri
vatpersoner, og det svarede til omtrent en femtedel af
hans efterladte formue. Klasselotterikollektør Abraham
Berendt (d. 1860) havde også omtrent en femtedel af
sin nettoformue udlånt på tilsvarende måde, tilsammen