12 / 308
7
den ikke kunde lukkes op uden Nøgle, og da
jeg havde faaet det besørget, begyndte jeg at
vræle saa godt, jeg kunde. Gaardskarlen kom
nu til, og han bad Drengene om for Fremtiden
at lade «den Sm a a gaa i Fred», ellers skulde
han nok finde dem igjen.
De gjorde mig aldrig
Noget siden.
Rummet i vor Gaard var stort nok for vore
Lege. Indtil jeg blev noget ældre, lod jeg mig
der nøie med «at lege Hest« med min Broder
Anton. Denne Leg blev ofte afbrudt, naar en
lille Mand i rød Kjole, fodret med grønt Silke-
tøi, og med trekantet Hat paa Hovedet viste
sig i Portaabningen og spurgte, om «Hesten nu
ikke skulde have lidt Havre?» Vi løb da til
ham, baade Hest og Kusk, og blev fodrede med
Rosiner og Mandler, som han havde i sine brede
Sidelommer. Det var Farbroder, en rar, gam
mel Mand, hvis Godhed mod os Børn jeg aldrig
har kunnet glemme.
Han indfandt sig ordentlig hver Søndagmid
dag, men da han engang udeblev, vakte det
Uro i Familien. Der blev sendt Bud til «Ama
gertorv», og Svaret var, at der var sket en
Ulykke!