183 / 308
178
Da Solen nærmede sig Horizonten, stode
vi der paa Rigi-Culm som paa en lille 0 , og
en klar Stjernehimmel hvælvede sig over os,
medens Skytæppet, sammenhængende, skjulte den
øvrige Verden for os. Da det blev lidt lysere,
opdagede vi hist og her mod Syd de store
Bjergtinder, med deres skjønne Linier, stikke op
igjennem Skytæppet og allerede at modtage Re-
flexerne i rosenrøde Skjær paa den hvide Snee.
Endnu sov de Alle i Vertshuset og maatte
vækkes; strax efter mylrede Gjæsterne, ind
svøbte i deres Sengetæpper, ud i den kolde Nat,
for paa samme P let, hvor vi stode, at fortabes
i Skuet af denne overjordiske Herlighed.
Bjergtinderne bleve nu lysere og rødere og
flammede tilsidst i Solens Gjenskin , førend
Majestæten selv havde viist sig. I Skylaget var
der en rullende Bevægelse, og Morgenens Farver
spillede deri. Da nu Solen stod med sin halve
Skive i Horizonten , var det et ubeskriveligt
Skue, en Aabenbarelse af Skabelsens Herlighed,
som opfordrede til at kaste sig ned og at tilbede.
Lovsangen steg op dybt nede fra i Alpehornenes
Toner, hvor Hyrderne svarede hinanden som den
unge Dags Bebudere.
Hist og her adskiltes Skyerne, og igjen
nem deres Rifter saae man Brudstykker af det