184 / 308
179
nedenunder liggende Landskab med de blanke
Seer, der modtog Dagslyset i deres Speile, og
sendte det op igjen som en Hilsen fra den Jord,
vi næsten havde forglemt.
Imedens vi stode saaledes der, hensunkne
i beundrende Taushed, viste der sig fjernt, i
vort eget Niveau, paa den klare Himmel en lille
mørk Sky, der seilende kom hen imod os,
som et lille Skib, der søgte Havn paa vor Kyst.
Da en af Førerne fik Øie paa den, afbrød han
den almindelige Taushed med det Udbrud: «Ja!
jetzt ist’s alles vorbei!» Og neppe havde han
udtalt, før Skyseileren landede paa Rigi-Culm
og indsvøbte det hele Bjerg i et uigjennemsigtigt,
vaadt Klæde, saa at vi, for at naa fra Stedet,
hvor vi stode, hen til Vertshuset, rnaatte tage
hinanden i Haand og i denne Kjæde trække ind
under Tag, hvor Kaffebordet ventede.
En Søndag Morgen — det var den 25. Juli
— da jeg fra Hotellet i Zürich var gaaet til en
Barbeer, blev jeg syg under hans Hænder og
besvimede.
Jeg havde allerede i flere Dage følt mig
mindre vel. Opstigningen paa Rigi havde bragt
mig en Feber, som nu kom til Udbrud.
12
*