179 / 308
174
ved Siden af Afgrunden, at Ingen vilde kunne
passere forbi mig. Imedens jeg lænede mig, ikke
uden Frygt, op til Fjeldvæggen og med Bævelse
skottede ned i Afgrunden til Høire, opdagede je<z
i den dybe Dal nede paa Veien et vandrende
Selskab.
Det var dem og deres Fører.
Med
begge Hænder for Munden sendte jeg et Raab
derned. De kunde vel høre det, men finde mig
kunde de ikke, jeg var dem ikke saa stor som
en Oldenborre.
Det gjaldt nu at komme ned til dem, og da
Veien blev lidt bredere, var Faren overstaaet,
og vi samledes snart i Vertshuset i Zierl, hvor
vi trat paa en Tyrolerfamilie, som faa Aar efter
aflagde os et Gjenbesøg i Kjøbenhavn.
Igjennem Inn-Dalen, langs med den skjønne
lille Flod, naaede vi Finstermiinz, hvor vi slap
ind i Graubundten, det fattige Land, hvorfra
Europa og Amerika har sine Condittore, og her
stod vi oftere i Fare for at dø af Sult. Rygtet
talte om de tre Kjøbe.nhavnere i alle disse fattige
Byer, hvor vi kom.
I Fettan stode Mødrene paa Gadehjørnet
den Morgen, da vi afmarscherede, for at give os
Hilsener med til Heinrich hos Josty og Michael
hos Courtain i Kjøbenhavn.