268 / 308
263
Ikke længe derefter forøgedes Antallet af de
Danske i Rom med to nye Landsmænd, af hvilke
den Ene slog sig til Ro for en Række af Aar,
og den Anden kun blev der i nogle Maaneder.
Det var Ludvig Bødtcher og hans Ven Jørgen
Jørgensen.
Den Førstnævnte hørte blandt mit allertid—
ligste Bekjendtskab, skjøndt af en høiere Klasse
i Borgerdydskolen, men Ungdoms Aarene havde
kun bragt os sammen leilighedsvis.
Uafhængig stillet i Samfundet, tiltroede man
ham et lille Hang til et dolce far niente, som
han, da han blev ældre, bedst kunde følge i Rom,
og han fulgte det paa den skjønneste Maade ved
Siden af Thorvaldsen, der talte ham mellem sine
Nærmeste, og for hvem han blev en næsten uund
værlig Støtte i adskillige Aar.
Jørgen Jørgensen var en i Studenterlivet
næsten udtjent Veteran, af en Celebritet, der
stillede ham imellem hin Tids vittigste Hoveder,
og da han tillige var et af de godmodigste Væsner,
man kunde møde paa sin Vei, var han almindelig
afholdt.
Han havde tilbragt en Deel af sit udhalende
Ungdomsliv i Selskab med Varianter af sig selv.
Men var der maaskee gaaet Endeel tabt for ham
i Forholdet til det Normale, saa havde han dog