40 / 308
35
af hende. Hun kom alene, bærende paa et lille
Skrin, hvori hun nok havde min Faders Papirer.
Juveler var det ikke; hun havde ikke andre Ju
veler end hendes sex Sønner.
Hun søgte nu at sætte Mod i os Alle. Det
var allerede tredie Gang paa denne Dag, at hun
havde været her, stolende trøstigt paa sin Gud.
Det, hun mest frygtede for, var en Capitula-
tion.
«Jeg v i l g j e r n e u d h o l d e a l t d e t t e
t r e G a n g e tr e e n d n u ; men b a r e i n g e n
C a p i t u l a t i o n ! » Disse Ord slog dybe Rødder
i mit Hjerte, og jeg har aldrig glemt hende dem.
Hun forlod os snart igjen; hun maatte jo hjem
i Porten for at passe paa Gaarden.
Da vi vare bievne godt forsynede med Mad
og Drikke, og dette trængte jeg til, da jeg
neppe havde faaet et Maaltid siden Bombarde
mentets Begyndelse, blev jeg bragt tilsengs,
og det trængte jeg endnu mere til.
Jeg blev
lagt ind i en bælmørk Alkove, og her sov jeg
dybt den hele Nat og den paafølgende Dag.
Nu var Capitulationen sluttet! Min Moder
indfandt sig atter, men hun græd af Forbittrelse,
altid gjentagende sine heftige Udbrud imod
dem, som havde overgivet Byen og Flaaden, og
denne Stemning yttrede sig allevegne; fra Ny
boders Matroser iinødesaa man en Reisning.
3 *