46 / 308
41
var især et lille Messing-Jægerhorn, som jeg var
i Besiddelse af, og hvori jeg flittigt tudede, der
tildrog os det større Corpses Opmærksomhed.
En Aften, da jeg med mit Signalhorn gik
fra Exercitien i Kyhnells Gaard, stod en Skole
kammerat, Michael Holm, en Søn af Urtekræm
meren paa Hjørnet af Gammeltorv, udenfor Fa
derens Boutik, for at passe mig op, naar jeg
kom forbi.
Det gjaldt naturligviis mit «præg
tige» Horn, og ad denne Vei indledede han en
Indbydelse til en Forening af vore Corpser.
Han fortalte mig om en Dreng, som hed
C a rl O t to , der var Chef for det meget større
Corps, hvortil han henhørte, og som gjerne vilde
have os, det vil sige mit Horn, med paa Par
tiet. Da jeg havde yttret Tilbøielighed til at
gaa ind paa dette Forslag og vilde vide noget
Mere om denne Carl Otto, som jeg slet ikke
kjendte, pegede han over Gaden til et aabent
Yindue i Gaarden ligeoverfor — der stod Carl
Otto og ventede paa Resultatet af disse diplo
matiske Underhandlinger.
Jeg førtes da over
under Vinduet og blev præsenteret for denne
Chef, som stevnede mig og Kammeraterne til at
møde næste Aften i Nabogaarden.
Her traf vi da en stor Mængde Drenge, der
med en mærkværdig Subordination adlød ethvert