52 / 308
47
Hendes kjærlige Ord, i Forbindelse med Ind
trykket af denne Nats Drøm , bevægede mit
Hjerte; jeg brast i Graad, og da bun, høiligt
forundret over mine Taarer, vilde have en For
klaring, udbrød jeg , som overrasket over mig
selv: «Jeg vil ikke være C ad et!»— «Hvad vil du
da, Barn?» — Det vidste jeg ikke! — Jeg var
endnu ikke paa det Rene med mig selv. Nu at
sige, at jeg vilde være Student, fandt jeg altfor
ydmygende.
Lidt op ad Formiddagen kom vor Doctor,
Prof. Schmidt, og da han tillige var Raadgiver
i Huset, fortalte min Moder ham, hvad der var
skeet, og proponerede, at jeg, ligesom min Bro
der Anton, skulde oplæres i hans Etablissement.
Dette Forslag fandt ikke Doctorens Bifald, to
Brødre i en saadan Bestilling, var efter hans
Mening ikke tilraadeligt, det var meget bedre,
at jeg kom til Studeringen! «V il Du ly d e m it
R a a d , m in D r e n g » , henvendte han til mig,
« sa a g a a v i nu lig e h e n t i l m in V en
R e c t o r N is s e n og fa a d ig ind i L a t i n
sk o le n !»
Uden nogen Vægring eller Betænkning gik
jeg ind paa dette Forslag. Den samme Tirsdag
Formiddag blev jeg indskrevet i Skolen, og næste