37 / 308
32
Da han kom udenfor\vor Gaard og saae
op ad den ødelagte Façade, blev han greben af
Forfærdelse. Det var dette min Moder, skjult,
var Vidne til.
Han havde et Øieblik sat sit
Gevær ved Foden, men stille lagde han det igjen
paa Skulderen, gjorde omkring, for igjen at gaa
op paa Volden — han vovede ikke at gaa ind,
for det Budskab, han der kunde møde, men da
min Moder havde seet dette Omkring og for
stod hans Tanke, var hun i det næste Øieblik
ude paa Gaden, for at kalde ham ind med det
glade Budskab, at vi Alle vare ilive.
Om Eftermiddagen begyndte Bombardementet
igjen-
Jeg var nu bleven indkvarteret i den
samme bombefri Posthuus-Kjelder, som jeg Da
gen iforveien var bleven kastet op af. Men da
Aftenen kom, var denne Kjelder saa overfyldt
af Mennesker, at det var utaaleligt dernede.
Især havde jeg min Plage af en Gouver
nante med adskillige Pigebørn, som ikke lod
mig Hvile nogetsteds. Jeg havde lagt mit Hoved
paa en Seng og Benene ud over en Stol, men
et af Børnenp skulde ligge paa Sengen, og hun
selv vilde sidde paa Stolen.
Da jeg derefter
havde fundet en tom Fjerding til at sidde paa,
blev ogsaa den berøvet mig, saa at jeg tilsidst
slængte mig, træt og mødig som jeg var, henad