32 / 308
27
Et Øieblik efter mærkede jeg, at Wilhelm
blev trukket ud af Stuen, liggende, ligesom jeg,
paa Gulvet. Det næste Øieblik hørte jeg min
Moder i den aabne Dør kalde ind i Mørket:
«Just! Just! — lever Du?« — Men jeg kunde
ikke svare; det var, som om jeg skulde kvæles.
I Vildelse krøb jeg hen over Gulvet og befandt
mig ved Kakkelovnen. Der reiste jeg mig, og
klemte mit Legeme ind mellem Ovnen og Muren
og krøb op, indtil jeg sad paa Kakkelovns-Trom-
melen.
Jeg var ikke rigtig i Hovedet, det
følte jeg, og neppe var jeg kommen til at sidde
deroppe, førend en ny Explosion paaiulgte.
En anden Bombe, som sprang udenfor paa
Gaden, og som slog min Ven Peer Vægter
ih je l, kastede mig fra mit Høisæde ned paa
Gulvet, og der blev jeg fundet af en Pige, som
fik fat paa mit ene Been og trak mig ud igjen-
nem Døren.
Da jeg stod i Porten, saae jeg Wilhelm,
som jamrede sig, medens en Pige hældte Vand
ud over ham af en Vandspand.
Han raabte
gjentagende, at han var blind, og al Opmærk
somhed samledes derfor om ham.
Da min Moder saae mig paa Benene, raabte
hun : «Løb over i den brandfri Kjelder paa
Postgaarden! — Der er Hegedahls». Jeg adlød