31 / 308
26
vi ventende paa. det Øieblik, vi skulde forlade
den kjære Gaard.
Alle Tre, paa to Stole, raed Ryggene imod
Væggen og Ansigterne mod de tre Fag Vinduer
i vor største Stue, sad vi der ventende, med
Hænderne i Frakkelommerne, for at passe paa
Sølvskeerne, medens min Moder og begge Piger
vare oppe paa Loftet, for at redde Linned og
Dækketøi ud af Skabene.
Som vi nu sad der og ventede paa nærmere
Ordre, jeg i Midten, og Brødrene tæt slut
tede, hver paa min Side, skete der pludselig
«N o g e t» , som ikke er til at beskrive. Det var,
som om Tordenen var styrtet ned imellem os,
og paa engang vare vi omgivne af en næsten
kvælende Damp.
En Bombe var gaaet igjennem Posthuus-
Muren, og ved Explosionen var det Værelse,
hvori vi befandt os, opfyldt af Muurbrokker og
Kalkstøv igjennem de tre Fag Vinduer.
Jeg veed kun om min Tilstand, at jeg laa
næsegruus paa Gulvet og famlede mellem en
Masse Steen.
Min Moder og en af Pigerne var lige i Øie-
blikket komne i Døren med en Dækkekurv, fuld
af Linned, som de bare imellem sig, men de
kastedes voldsomt tilbage.