34 / 308
29
i Stue-Etagen, og der redte de et Leie til mig
af tomme Postsække i en Krog, og jeg hørte,
at der for min Skyld blev sendt et Bud til
Lazarethet i Frimurer-Logen i Kronprindsen-
gade.
I Krogen, hvor jeg laa, faldt jeg isøvn
og sov indtil en Bombe eller Kugle vækkede
mig ved at gaa igjennem Contoiret, fra den ene
Væg ud igjennem den anden. Man strømmede
til og fandt mig i Behold, men medens en Klynge
Mennesker stod omkring mig, hørte jeg en ængstlig
Stemme spørge ind i Contoiret, om de ikke havde
seet en lille Dreng? — «Aa, det er Ane!»
raabte jeg , og ved hendes Haand blev jeg nu
ført hjem, hvor min stakkels Moder, der i Tum
melen havde glemt, hvad hun havde sagt, ikke
v id s te , hvor de to yngste af Drengene vare
bievne af.
Der blev i Øieblikket Glæde over
min Ankomst, men Johan var endnu ikke fun
den ! Først næste Morgen fandtes han hos en
Skræder i Lille Helliggeiststræde, hvor han var
flygtet hen.
Der hjemme i Gaarden saae det uhyggeligt
ud. Overalt var der Spor af Ødelæggelse. Mine
Forældre havde redet deres Natteleie paa Trap
pen, som førte ned til Porten. I et lille Værelse,
hvis eneste Vindue gik ud mod Gaarden, var en
heel Familie, Søndergaards, leiret paa Gulvet.