64 / 308
59
Indgang i mit Hjerte, da hun en Aften henimod
Aarets Udgang, ligesom i et muntert Øieblik,
yttrede: «Hvor her dog vilde blevet en Græden,
dersom jeg var død fra Jer!». Hun anede den
gang neppe selv, at Afskedstimen nærmede sig.
Men i Slutningen af December maatte hun igjen
holde Sengen, og vi vare allerede saa vante til
saadanne Sygedage, at vi betragtede dem som i
Tingenes sædvanlige Orden. Nu følte hun selv,
at Skilsmissen forestod.
En Søndag Morgen kom jeg til hende i
Sovekammeret og nærmede mig hendes Syge
seng , for at bringe mit Godmorgen.
Med
mere end sædvanlig Alvor spurgte hun m ig:
«Er vi alene?» — og da jeg havde bekræftet dette,
udbrød hun: «Den bliver min Død, mit Barn!
denne Sygdom!» Hun befalede mig at knæle
ned, for at modtage hendes moderlige Velsig
nelse, det Bedste, sagde hun, som hun kunde
give mig i sit eget Sted. Da knælede jeg- ned,
skjulte mit Ansigt i Lagenet og græd bitterligt,
og medens jeg laa der, og hendes Haand hvilede
paa mit Ho.ved, hørte jeg hende sige: «Græd
ikke Barn! Naar Du kun gjør hvad Ret er, saa
kan Du gjerne være lykkelig uden en Moder!»
Disse Ord, iblandt mange Formaninger, bleve
uudslettelige i mit Hjerte.