65 / 308
60
Paa den sidste Dag i Aaret 1811 forærede
Peter Tutein mig en smukt indbunden Bog
med hvide Blade; i den skulde jeg indskrive
mine Digte.
Jeg ilede hjem for strax at be
gynde dette Arbeide og overraskedes ved at
finde min Moder saa v el, at hun kunde sidde
oppe.
Hun yttrede nu selv Haab om, at hun
nok kunde blive karsk igjen, og dette Haab var
en kjær Gjest i Huset.
Men det nye Aar
begyndte med mørke Dage. Hun laa som alle
rede forladt af L iv et, kun ventende paa Døden.
Jeg nærmede mig hende, gjorde et stille Spørgs-
maal, men hun svarede mig ikke. Hendes Ilaand
laa udstrakt over det hvide Lagen; jeg badede
den med mine Taarer og trykkede den fast mod
mine Læber. Det mærkede hun, og jeg modtog
et Haandtryk til Afsked.
Jeg var halvvaagen, da jeg tidligt den næste
Morgen hørte de Ord: «Moder er død!» Det
overraskede mig jo ikke.
Med et «Gud være
lovet!» sank jeg sammen mellem Puderne og
blev længe liggende, uden at en Taare trængte
frem i mit Ø ie, indtil jeg, fortvivlet over denne
Tørke, reiste mig fra Leiet, og nu fik mine
Taarer et frit Løb og skaffede mig Lindring.