77 / 308
72
Denne nye og meget forøgede Udgave af
mine Digte bragte jeg 2den Juledag til Fru
Munter, som allerede længe havde anmodet mig
derom, og nogle Dage derefter kom Theodor
Munter til mig for at undskylde, at hans Tante,
Fru Frederikke Brun, havde laant dem af hans
Moder paa nogle Dage, hvilket vistnok meget
let erholdt min Tilgivelse.
Det var mig jo et
Gradus ad Parnassum.
Dagene i Hjemmet vare imidlertid meget
sørgelige og stode i skarp Modsætning til Livet
udenfor, naar jeg droges ind i lykkeligere Familie
kredse, som gjerne modtog mig.
Min Fader var altid sengeliggende, og hans
lyse Øieblikke va re. kun faa. • En Nat, det var
imellem den 29de og 30te Januar 1815, sad jeg
ved mine Skolesager, ene og i Nærheden af
hans Sygeleie.
Han laa i en Alkove ved det
Værelse, hvor jeg sad, og hvorfra jeg nu og da
saae ind til ham.
Da jeg saaledes engang
stod hos ham og forgjeves havde søgt at faa
et Svar paa mit Spørgsmaal, bemærkede jeg,
at han gjentagne Gange aabnede Munden og be
vægede Tungen ligesom for at smage. Jeg antog,
at han tørstede, men da han ikke kunde drikke,