36 / 413
F in sens m ed icin sk e Lysinstitut
31
I denne kan der behandles indtil 140 Patienter daglig, og
da mange af Patienternes Tilstand k ræ v ed e Sengeleje under
Behandlingen, maatte man kunne raade over flere Senge. S a m
tidig var det nødvendigt at indføre en mere rationel Sygepleje,,
man maatte ansætte først en, senere flere uddannede S y g e p le j
ersker, for tilsidst at gaa over til en fuldstændig Hospitalisering
af Patienterne under et P ersonale af fuldt uddannede S y g e
plejersker.
For Kvindernes og B ø rn en e s V edkommende var P lad sfor
holdene efter Omflytningen i 1914 om ikke ideelle, saa dog
taalelige, naar man ikke stillede Fordringer om nogen Art a f
B ekv emmeligheder hverken for Patienterne eller Personalet.
For Mændenes Vedkommende, som var anbragt i en Villa
i Ro senvæng ets Alle, blev Pladsmangelen snart meget følelig,
og Konferensraad
Jørgensen
købte derfor en større Ejendom,
Rosenvæng ets Parallelvej Nr. 3, og tilskødede Institutet den
uden nogensomhelst Udbetaling. H e r hospitaliseredes nu d e
mandlige Patienter.
I 1916, den 26 April, døde
Hagemann.
F ra Institutets Stif
telse, ja fra den første G a n g han talte med
Finsen,
var han
Sjæ len i Institutets praktiske og økonom iske Ledelse. Og selv
om det var Bo rgme ste r
Borap,
som i de første Aar sad som
Ov erbestyrelsen s Formand — han døde i 1903 — saa v ar det
Hagemann,
der, som Formand for Forretningsudvalget og senere
som Ov erbesty relsen s Formand, tog Initiativet til ethvert Skridt
af Betydning. Han blev vel aldrig
F in sen ’
s Ven paa samm e
inderlige Vis som
J ø rg e n se n
; men han elskede ham som alle,
der kom i Forbindelse med ham, maatte det, og han saa klart
og hurtigt hvilken Rækkevidde
F insen’
s geniale T ank e vilde
kunne faa, og han undlod aldrig at støtte ham med sin Ind
flydelse og med Pengemidler.
Institutets Fremtid laa
Hagemann
stæ rk t paa Sinde. Han
forudsaa, at Institutet efter den Retning Udviklingen havde taget
aldrig vilde kunne klare sig økonom isk set ved egen H jæ lp ,
og han ønskede at konsolidere Institutet inden sin og
Jørgen-
sen ’s
Død. Men han forudsaa ogsaa, at skulde Lysinstitutet
naa at blive det, som
F insen'
s Genialitet og hele Institutets
senere Udvikling berettigede det til, saa vilde der k ræ v e s en