32 / 413
F in sen s m edicinske Lysinstitut
27
vilde bo under T a g med disse Mennesker; og nu viste det sig
umuligt for hende at faa en ny Lejlighed. Der var derfor ikke
andet at gøre end at se at faa et helt Hu s, som hun kunde
have for sig selv; et saadant fandtes ogsaa, men inden K o n
trakten blev underskreven, havde B ebo ern e af Nabohu sene,
som tilhørte samme Ejer, faaet N y s derom og truede med at
flytte, hvis Lejemaalet blev afsluttet. Da Flyttedagen nærmede
sig, og Pensionatet var i Fare for at blive husvild, besluttede
Hr. F abrikejer
Jørgensen
for at h jæ lpe Patienterne at købe et
Hus, hvori Pensionatet skulde installeres. Hu se t blev ogsaa
købt, men saa blev det først rent galt, G a d e n s B e b oe re satte
Himmel og J o r d i B e væ g e lse for at undgaa denne frygtelige
F are og faa Købet til at gaa tilbage, og dette lykkedes ogsaa,
navnlig fordi der samtidig viste sig en anden Udvej, som i alt
Fald foreløbig har bragt Sagen i Orden. Det lykkedes nemlig
at faa et H u s til Leje, som var destineret til Nedrivning, og
som heldigvis ikke havde N a b o e r i flere hundrede Alens Af
s ta n d .“
Dette er Fortællingen om en enkelt af de Vanskeligheder,
F insen
havde at kæmp e mod. Som man vil have set af det
foregaaende, gentog Historien sig, da man besluttede at flytte
Institutet til Rosenvænget.
F insen
hævd ed e fra Begyndelsen, at Lysinstitutet intet
andet havde med Patienterne at gøre end at tage sig af deres
Behandling, idet de selv maatte sørge for deres Ophold og
øvrige Forhold.
Heri havde han ikke Ret, og den senere Tid viste da og
saa, at han havde været nødt til at revidere sine Anskuelser
paa dette Punkt.
Henimod Slutningen af Aar 1901 gav
F insen
en Oversigt
over Beboelsesforholdene for Patienter, hvoraf det fremgik, at
de danske Patienter var nogenlunde heldigt stillede, idet der til
deres Raadighed stod 2 større Pensionater, et for Mænd og et
for Kvinder, foruden at en Del Patienter fik Logi hos Slægt
eller Venner.
Mere B e s v æ r voldte Anbringelsen af de udenlandske Pati
enter, isæ r efter at Institutet var flyttet til Rosenvænget. Der
havde ganske vist været et særligt Pensionat for disse, men da
Tilgangen fra Udlandet var overordentlig uregelmæssig, kunde
det ikke bestaa og blev lukket i 1901.