28 / 413
F in sen s m edicinske Lysinstitut
23
Ly se ts Almenvirkning for Øje, som han indsendte til B e s t y
relsen.
Denne vedtog at støtte Planen, men
F insen
oplevede ikke
at se den realiseret.
Den 24. S ep tembe r 1904 afgik
F insen
ved Døden. •
H v ad Lysinstitutet og hele det danske Folk har tabt ved
F in sen ’
s altfor tidlige Død, det lader sig ikke udmaale. Man
kan kun beklage, at denne geniale F o r sk e r ikke fik L o v at føre
sit M anddom svæ rk til Ende. Skønt han i sin korte Levetid
allerede havde udrettet mere, end det bliver de fleste andre
beskaaret, betragtede han sit H ov ed væ rk , Lysinstitutet, som en
V irk somhed, der endnu befandt sig paa B a rd omm e n s Stadium,
og hans T ank e r kred sede bestandig om alle de forskellige O p
gaver, der ventede paa deres Løsning.
Men han havde allerede længe været fortrolig med Tanken
om at maatte efterlade sine Planer med Lysinstitutet som en
Arv til andre. Dette kom bl. a. frem i den før omtalte S k r i
velse — a f Nov embe r 1900 — til Overbestyrelsen, hvori han
udviklede, hvilke Principer han i Fremtiden øn skede der sku lde
væ re ledende i Lysinstitutet, og i hans „T e stam en te “ , og den sid
ste Dag han levede, fremsatte han for sine Medarbejdere sine
T a n k e r og Ø n s k e r vedrørende Institutets Fremtid. Han øn skede
at kunne udtale sig til Vennen,
Vilh. Jørgensen,
men han vidste,
at Døden næ rm ede sig, og da kan frygtede, at
Jørgensen
skulde
komme for sent, bad han Arbejdsfæ llerne om at gengive H o v e d
punkterne i hans Tale. De er nedskrevne og lyder i U d
drag saa led es: „Til L ed e r af Laboratoriet udpegede han meget
stærkt Dr.
Busck,
han ledte lidt efter Udtryk for at karakti-
sere
Busck
og endte med at sige: „
Busck
er mig som en Søn
— aandelig talt.“ Da der indvendtes, at han vel ikke mente,
at
B.
strax kunde overtage Stillingen, men at der burde gives
ham Lejlighed til at udvikle og vise sine Evner, nikkede han
og sagd e: „Ja, det haster ik k e .“ Sanatoriet laa ham ogsaa stærkt
paa Sinde. Han hævdede, at det kunde faa stor Betydning for
Institutet, og fremhævede ogsaa, at Overlæge
Jacobæ us’s
Kund
sk ab e r og K logskab kunde væ re Institutet til megen Nytte.
D o g tilføjede han, at de økonom iske Hensyn her maatte væ re
afgørende — for Institutet var det en Livsbetingelse at blive
økonom isk v elstillet. .. .“