23 / 413
18
F in sens m edicinske Lysinstitut
maatte Institutet da vedblivende i stort Omfang arbejde for
nedsat Betaling. Og da endelig ogsaa den private Velgørenhed
svigtede, begyndte
F in sen
, skøndt han af Natu r var udpræget
Optimist, at se med mindre Fortrøstning paa Institutets Fremtid
i økonom isk Henseende. Fra Aaret 1902 henledte han stadig
— mundtlig eller skriftlig — B e sty re lsen s O pmæ r k s om h e d paa
den daarlige økonom iske Status. Han paaskønnede i høj G ra d
de store Forskud , som
H agem ann
og
Jorgensen
havde forstrakt
Institutet med, men beklagede samtidig, at Institutet ikke for-
maaede at dæ k k e dem. Noget hjalp det vel, da
F insen
i Aaret
1903 opnaaede en personlig Bevilling af 10,000 Kr. aarlig i 3
Aar af Kommunitetets Midler til videnskabelige Arbejder, men
der k ræ v e d e s stadig nye S umm e r til Forbedring af Apparater
og til nye Forsøg.
I Begyndelsen af 1902 gennemførte man saaledes en k o s t
bar Fornyelse af L y ssam lea pp arate rne , idet man samtidig gik
over til den a f
Reyn
angivne Metode til Vandafkøling af den
Linse i Apparatet, som er næ rm e st Lampen . Dette medførte
paa den anden Side en ikke uvæsentlig Driftsbesparelse, idet
L amp e rn e nu kunde brænd e ved en S trøm sty rke af 50 Ampére
i Modsætning til tidligere 6 0— 80 Ampére. Og i 1903 medgik
en betydelig Del af Bevillingen fra Kommunitetet til Opførelsen
af en Dyrestald til Und e rsø g e lse r af den fysiologiske Virkning
af Spek tre ts forskellige Dele.
At man søgte at indføre Driftsbesparelser, var kun naturligt,
saaled es den foran nævnte B e sp a re lse i Elektricitetsforbruget.
Et andet Led i Sp a re b e stræb e lse rn e var Oprettelsen af et eget
Apothek. S a a læn g e Institutet laa paa Kommunehosp italets G rund ,
leverede Hospitalet ov e ren sstemmend e med Overen skom sten al
den Medicin, Institutet forbrugte, vederlagsfrit. Ved Flytningen
til Rosenvæng e t ophørte dette, og Institutet var henvist til at
købe sin Medicin paa et af B y e n s Apotheker, hvilket var dyrt
og tillige i andre H en se end er maatte an se s for mindre heldigt
og lidet overen sstemmende med Institutets Tarv. I 1902 ansøgte
man derfor — og fik — Justitsministeriets Tilladelse til se lv
at d ispensere Medicin bl. a. paa Betingelse af, at der antoges
en pharmaceutisk Kandidat til at udføre det med D ispen satio
nen forbundne Arbejde. Dette har siden vist sig at væ re til m e
gen G a vn for Institutet, og efterhaanden som Medicinforbruget
er vokset, er det betydelige Summ e r, der er bleven sparet.