22 / 413
Fin sens m edicinske Lysinstitut
17
Det er nævnt ovenfor, at Institutet i Aaret 1900 gav ube
midlede Patienter Ned sæ ttelse af Betalingen for Behandling til
et samlet Beløb af 42,000 Kr. N a ar Summen ikke var større,
skyldtes det tildels Legater og Gaver, som Institutet havde
modtaget til Patienterne, men ganske særlig skyldtes det „ S e l
skabet til H jæ lp for trængende L u p u s s y g e “ , som blev stiftet i
December 1898 af Restauratør
H. P. B. Jacobsen
, Faktor
Th.
Mogensen
og U rtek ræmme r
E. F. Christiansen.
Paa denne
Maade indkom det nævnte Aar 11,669 Kr. 11 Ø re eller 1 9 %
af Institutets samlede Betalingsindtægt, hvoraf alene fra det
ovennævne S e lsk ab 6 ,750 Kr. 52 Øre. Selsk abet bestod indtil
Maj 1902, og indsamlede i sin korte Levetid ca. 36,000 Kr.,
der anvendtes som Betaling for ubemidlede Patienters B eh and
ling. Det havde saaledes virket til megen Gavn for Institutet
og Patienterne og opløstes kun, fordi Fattiglovens § 61, der
omhandler den Støtte, som Kommunerne kan yde visse Syge,
uden at H jæ lpen faar Fattighjælps Virkning, i Marts 1901 blev
udvidet til ogsaa at omfarte Lupuspatienter.
Denne Lovændring i Forbindelse med de faste Statstilskud,
der var bevilget, havde iøvrigt den beklagelige Virkning, at og
saa anden privat Velgørenhed trak sig tilbage fra Institutet.
Institutets økonom iske K a ar havde vel aldrig været gode,
men takket væ re dels B e sty relsen s energiske Arbejde for at
skaffe Tilskud fra Staten og fra forskellige velgørende Instituti
oner, og dels — men ikke mindst —
Hagemann
og
Jø rg e n se n s
store Offervilje, var det dog lykkedes at komme ret godt gen
nem de første Aar. Men fra det Øjeblik, da Institutet flyttedes
til Rosenvænger, begyndte de økonom iske Vanskeligheder at
antage en alvorligere Karakter.
Købet og Indretningen af Ejendommen havde som foran
nævnt kostet 125,000 Kr. mere end beregnet, og Bevillings
magten havde afslaaet at forhøje det rentefrie Laan med denne
Sum . Langt den største Del af Patienterne (af de danske P a
tienter ikke mindre end 85 % ) maatte behandles for moderat
Betaling eller gratis, og det hjalp kun lidet, at Kommunerne
ved den nævnte Ændring af Fattigloven blev forpligtede til at
betale for ubemidlede Lupuspatienter, thi en Mængde af Kom
munerne savnede Midler til at bekoste den langvarige Behandling,
og for overhovedet at kunne faa Patienterne under Behandling,