13 / 657
Forord,
Alt fra min tidlige ungdom af har jeg holdt dag
bøger og gjort optegnelser med det mål for øje, en gang
at skrive m it levnets historie. Mit liv har truffet ind i
en stæ rkt gæ rende, en vejbrydende tid , rig på om
skiftelser, store øjeblikke og dybe fald; dér har jeg
været med af min fulde sjæl, grebet ind efter ævne og
set mangt og meget på næ rt hold. Lysten til at skildre
det, jeg h a r oplevet, er herved naturligvis vokset, og jeg
tror, jeg med årene har vundet klarhed over mig selv,
så jeg tø r skride til værket. Jeg har i alt fald op
m untret andre nok til at skrive sit levnet, bør vel derfor
også gøre, hvad jeg kan, ved mit eget.
E thvert menneske har sin plads i det store hele,
som ingen anden kan fylde end han. Om han har ud
mærkede eller mådelige ævner, står højt eller laft, gør
slet in te t til sagen, ti helheden trænger ikke mindre til
de små end til de store, lige så vel til vægteren som til
statsmanden. Opgaven for en levnetsskildring bliver da:
at påvise, hvorledes den, der skildres, er bleven til det
han blev, vise hvad han h ar virket og hvorledes den
hånd, der leder alle vore veje, også har ledet hans. Det
inderste i en enhver levnetsskildring må altid sjælens
historie være fra dens spire i de første dunkle rørelser
igennem opdragelse og optugtelse til dens falde fræm-
vækst. Og med hvor stor kunst end alle tildragelser
udad til kan være fortalte, fattes dog det bædste, når
den fattes.
l