HammerichEtLevnetsløb

dem endnu vil være i live, når denne min levnetshistorie

ser lyset. Uvenner har jeg haft, dem undgår ingen

ærlig mand, jeg tro r im idlertid, der ikke er blevet noget

b itte rt nag mod dem tilbage i mit hjærte. Over for

andre h a r jeg i alt fald, som over for mig selv, stræbt

efter den rene, usminkede sandhed, skønt jeg véd, den

heller ikke her er nået.

In te t hovedtræk i billedet af mit liv skulde fattes.

Store huller i min hukommelse eller optegnelserne har

jeg nu vel ikke stødt på, derimod nok på ting, der ikke

stod for mig i klare, faste omrids, fordi de blot havde

efterladt en stemning. Når fotografen på sin plade

undertiden h a r fået et slags skyggebilleder i steden for

gående, kørende, ridende grupper, må han eftergå pladen

nøje og ved kunst bøde på hvad der fattes. Således

h a r og jeg m åttet bære mig ad : nøje eftertænkt stem

ningen og hvad der lå i den og fået det fræm, der lod

sig få frem.

Enkelte gange kan jeg have flyttet en oplevet be

givenhed fra det sted, hvor den egenlig hørte hen, til et

andet, hvor den hædre passede i sammenhængen. Af

og til må jeg desuden have husket fejl, det kan ikke

være anderledes, og der er omstændigheder, jeg, navnligt

af hensyn til andre, har gået lettere hen over.

Jeg indfører gærne mig selv og andre talende, det

giver friskhed i fræmstillingen. Og her har jeg nu,

oftere måske end man tænker, ordrette, på stedet gjorte

optegnelser til hjemmel. E r dette ikke tilfældet, husker

jeg i det mindste tydeligt, hvad en samtale drejede sig

om, så dens form kun i enkeltheder er frihåndstegning.

Har ikke Herodot, Snorre, alle store sagamænd tilladt

sig lignende friheder, uden derfor at måtte høre ilde?

Overalt, jeg gentager det, har den sanddru opfattelse

af tingene været det, jeg sigtede på.

Selv har jeg haft glæde, idet jeg i ånden genlevede

de henrundne dage, og ikke lidet, der før stod dunkelt