HammerichEtLevnetsløb

Maria havde fået en god opdragelse, der naturligvis

meddeltes på tysk, som var gjort til kirkesprog i hendes

hjem, skønt folkesproget var dansk. Hun blev en ud

mærket hustru, lidt hastig nu og da, men dygtig til sin

gærning, og hun var en from sjæl. Det var i Zinzen-

dorfs dage, brødremenigheden blev stiftet, og deres så

kaldte D iaspora-arbejdere kom i forbindelse med hende

og hendes mand. I hans segl, som jeg endnu ejer, står

Kristus-lammet med sejrsfanen; og hendes stambog var

„evangelisches Blumengårtlein“, en skatkistebog, der var

gennem trukken med hvide blade, fulde af familjeefterret-

ninger, også den ejer jeg. Efterretningerne ere skrevne

på det ægte slesvigsk-tyske mål, fuldt af grammatikalske

fejl, og m inder om dansken. Det gudfrygtige sind havde

b rag t hende i forhold til familjen på herregården Boossee,

sandsynligviis Brockdorfer. Stambogen havde hendes

„hjærtenskære frøken“ foræret hende d. 14de maj 1748

og skrevet et vers på det første blad. Selv optegnede

hun mellem de andre efterretninger, hun meddeler i

denne bog, også når. fruen eller frøkenen glædede hende

med besøg, n år de gjorde en lille rejse o. s. v. Hun

ha r bland t andet her nedskrevet en salme, måske af

Gellert, det er ret en smuk bøn for alle hendes mange børn.

I åre t 1783 fik hun, 77 år gammel, sin helsot og

m åtte til sengs, for ikke mere a t stå op. Sin åndskraft

beholdt hun lige til det sidste. Hun gik med en strikket

trøje inderst på kroppen, den vilde hun endelig have af;

„er jeg først død“, sagde hun, „vilde det volde jer andre

for mange omstændigheder a t få den af mig.“ Man

søgte a t snakke hende derfra, da rejste hun sig op i

sengen, og inden man så sig om, havde hun selv krænget

den af. „Og nu“, sagde hun videre, „må jeg ind til min

m and“, han lå syg i et andet kammer. „Hold mig bare

ikke derfra, det hjæ lper ikke; jeg har et farvel at byde

ham i Jesu navn, til vi snart mødes der oppe!“ Ingen

kunde hindre hende deri, og de to gamle kyssede hin