23 / 657
11
som hører bønner,“ tænkte han, „vil vel og høre alle
de brændende bønner, min fader og moder sende til
ham. Lad ham kun råde !“ Midt i al letsind havde han
ikke sluppet den trøst.
Der lå i bavnen et skib, k lart til at gå til Amster
dam, her udså han sig plads, i Holland havde hans
moder jo familje; men pashistorier opholdt ham, og da
han endelig kom ned til havnen, var skibet allerede
borte og langt ude i fjorden, så ingen båd kunde ind
hente det. Nedslagen og rådvild gik han sin vej og
sagde til trø st til sig selv: „ingen kan dog vide, hvad
det er godt fo r!“ Hvor underligt kan styrelsen ikke vise
sig i de små omstændigheder, menneskene så ofte kalde
tilfældet! Det samme skib gik under på rejsen med
mand og mus. Kort efter tra f han på et andet, som
skulde til København; måske lykken her vilde være
mildere, tænk te han. Han tog altså plads på det, alt
gik vel, og 1770 steg han i land ved K ø b e n h a v n s
toldsted, 21 år gammel, med stok i hånd, ransel på
ryggen, kun få penge i lommen, ene, vildfremmed, men
med en ærlig vilje og det frejdigste mod.
Han mældte sig på snedkernes herberge og holdt
her efter skik sin indtrædelsestale på dansk for old-
gesellen, da velkomstbægeret blev ham budt. „Med
gunst og forlov at tage hatten af for den ærbare vel
komst! Med gunst og forlov at sætte hatten på for den
ærbare velkomst! Eftersom den ærbare velkomst bliver
mig anrepræsenteret i den kongelige residensstad Køben
havn, så tager jeg mig den frihed at drikke mig en
æresskål deraf. Vivat for samtlige mestere og svende,
som er her forsamlede for åben bøsse og lade! Vivat!“
Talen ligger efter ham, skreven på dansk. Sandsynligvis
havde han læ rt det af sin moder, men var ikke stiv nok
deri og tyede følgelig til pennens hjælp.
Im idlertid var han jo ked ad den levevej, greb den
kun i nødsfald og havde planer på noget større. Dertil