27 / 657
15
Johannes, der med tiden skulde være præst — det
vilde forældrene — blev derefter sat i Efterslægten, siden
i latinsk skole, hvor drengene endnu mødte til kirkesang,
og endelig i Borgerdydskolen. S t u d e n t blev han 1794.
Det var m idt under den første franske revolution, da
rationalismen stod i blomster, og hvad selv en teologisk
professor som C. F. Hornemann den gang turde byde
studenterne, ha r man vidnesbyrd nok om i den dagbog,
Johannes ho ld t; det grænser næsten til det utrolige.
Men han var godt pansret mod sådanne våben, både en
troskyldig n a tu r og tonen i hans familje gjorde ham
utilgængelig for dem.
Dens helt var biskop Balle, og ugebladet „Bibelen
forsvarer sig selv“ er næppe mange steder læst til mere
opbyggelse end her. Johannes lod sig optage med i
„societetet“ og mødte „på salen“ i Stormgade som „ledig
b ro d é r“. Det samme gjorde flere af hans studenter
venner, navnlig den, han mest studerede sammen med,
Normanden Peder Hesselberg, kaldet „Per Myseost“.
Endogså kontorfolkene trak på samme streng, man så
dem endnu som et slags familjelemmer. En af dem
skrev en sang til Johannes’ fødselsdag, hvori det heder:
Gid han blive vil den brave,
som med Balle stride vil,
som fritænkere vil ave,
der nu drive deres spil!
Vi ham ønske da til lykke:
gid den dag i morgen var,
at han fik det præstesmykke,
at han præstekraven bar!
Længere hen i visen udbringes også en skål „for
den danske sømand, som børste skal den slemme, der
forstyrre vil vor ro “. Ti fædrenelandsk var ånden
hjemme, man glædede sig over Bernstorfs vise styrelse
og over „fredsgudindens oljegren, der udstrakte sig over
landet, mens krigens to rden , ild og mord og krigs