HammerichEtLevnetsløb

hos broder N., eller hvad søster L. sagde, da hendes

pige, søster B., af vanvare slog den kønne kop itu!

Men Meta Magdalena var virkelig et særsyn i sine

omgivelser, og kun den ærlige fromhed havde hun til

fælles med dem. Hun var et sanddru menneske og en

varm sjæl, og hun hørte til disse oprindelige naturer,

der vugges i stemninger og følelser, disse i grunden

digterske naturer, hvor livet altid sprudler fræm som af

en frisk kilde, de véd ikke selv hvorledes. Det røbede

sig i den ranke holdning, det åbne, naturlige væsen, det

sjælfulde åsyn, og hjærtensgodheden lyste ud af hendes

øjne. Let blev hun hastig, men, så hed det blandt ven

inderne: „havde hun bare fået døren smækket i, var hun

god igen“. Med en takt, en ynde, som var hun opdragen

i de fineste kredse, tråd te hun enhver i møde, og der

lå alligevel i hele personligheden noget vist overlegent.

Hun havde en lys forstand og vidste at skaffe sig

en dannelse, man efter forholdene i Kristjansfelt måtte

undres over, også en fin smag. Tysk havde hun læ rt

godt, skønt hun ikke undgik danske ord og vendinger

og man på udtalen straks mærkede den fremmede. Hun

kændte ikke blot til de bædste tyske digtere, men selv

til Shakespeare. Vi h ar fra hendes hånd et digt ved

hendes lille barns død, Holty ikke skulde skammet sig

ved. Hun broderede, hun tegnede nydeligt blomster og

malede dem, hun sang, spillede både på klaver og harpe

og forstod a t lægge sjæl i spillet. Når der da var et

lille selskab og harpen en aftenstund blev båren ud i

haven, nød de, som var til stede, en time ved Mozarts

og Haydns melodier, de aldrig glæmte.

Hvad der bode i hende, fandt et smukt udtryk i

det stambogsblad, en veninde sendte hende med følgende

vers af Jung Stilling:

Dein ganzes Leben sei Gesang,

dein Wandel wandelnd Lied der Harfe!